En historie om presten Morten Pedersen Grum ~1535-1616

Morten var en av forfedrene til Haldis og hadde 2 eldre brødre Grumme og Niels.

I et utdrag om han i ei Slægtebog over familien Borberg skildres følgende;

I et latinsk Brev fra Slotspræsten paa Malmøhus, den dansk-latinske Poet B. C. Aquilonius, til Sønnen, Biskop Aastrup i Lund, skildres Hr. Morten som „en højtbegavet Olding, munter, uden Forstillelse og Falskhed, en Fromhedens Elsker og en glødende og stadig Dyrker af Dyden, en Mand, der. var ud over det almindelige“.

I en dansk Kilde siges han at have været af et „lystigt Humeur“.

Som det vil ses, var hans Humør dog undertiden vel lystigt, for ikke at sige stridbart, raat og voldsomt, i hvert Fald under Indflydelse af stærke Drikke, og med Dyden og Fromheden var det ligeledes til Tider saa som saa.

Hegelunds Dagbog omtaler, at han i Aarene 1577—78 havde flere Retssager med en Jep Olufsen fra Skads Herred og en Sag for Viborg Landsting 8/4 78. Værre var følgende:

I Juni 1583 kom Hr. Morten med sin Svend kørende til Ribe, drak sig fuld, raabte op og søgte Klammeri med Broderen Niels, Herskabsfogden, skønt denne prøvede at undgaa ham. Alligevel fik Hr. Morten fat i ham og brølede: „Du handler ikke vel med min Moder, du faa Tusinde Djævle!“
Niels søgte at berolige ham og sagde: „Kære Hr. Morten, det er stor Skam, at vi skal slaas“. Om Moderen sagde Niels desuden, at han gjorde hende mere godt end de to andre (Brødre) tilsammen, idet han lod hende bruge en Arvepart efter Faderen (vel i Gaarden i listed) uden Afgift til ham (Niels).

Saa blev Hr. Morten vred, greb sit Spyd fra Vognen og svang det over Broderens Hoved
(alle, selv Præster, gik med Vaaben dengang, og et Spyd var jo desuden godt som Spadserestok).

Niels gik da hen til ham, klappede ham paåny paa Akslen, og bad ham lade ham i Fred; han vilde ikke slaas med ham.
Da slog Hr. Morten til Niels med Spydstagen, fejlede vel første Gang, men ramte ham derpaa i Hovedet, saa han styrtede om. Der var flere til Stede, da dette foregik, og nogle vilde holde Præsten; men denne fik en lille Kniv frem under sin side Kjole, hvorfor de slap ham. Han slog da paany løs paa Niels, der imedens havde rejst sig, skønt han blødte stærkt.
Hr. Morten vedblev at slaa, til Niels faldt om og blev liggende; derpaa kørte Præsten bort.

Broderen maatte dels holde Sengen, dels Stuen, et Par Maaneder; thi først 2/8 s. A. kunde han møde paa Bytinget.
Dette Overfald af en Præst paa en af de første Embedsmand i Byen var dog Lensmanden for meget, og han sørgede for, at der rejstes Sag mod Hr. Morten.

Dennes anden Broder, Provst Grumme blev indstævnet som Vidne og spurgt, om Hr. Morten ikke nogensinde havde slaaet paa ham med Vrede, siden de blev Præster. Hr. Grumme, der gerne vilde frelse sin Broder, sagde Nej, men tilføjede dog følgende, hvorved hans Nej rigtignok blev til et Ja: „Hr. Morten havde aldrig slaaet ham til Skade, det hans Liv kunde have ondt af“(!). Desuden vedblev han — som en god Broder — at gøre, hvad han kunde, for at redde Hr. Morten. Han antydede endog, at 3 Skoledisciple, der havde været til Stede ved Overfaldet paa Niels, havde vidnet falsk, men turde dog ikke fastholde denne Paastand.

Tolv Mand gjorde nu deres „Tovsed“ paa, at Hr. Morten og hans Svend for Ugerningen skulde bøde til Sagvolderen, Kongen og Byen. Imidlertid maa Niels have faaet Sagen forligt; thi paa Tingmødet 2/8 1583 gav denne Hr. Morten „kvit og ledig og løs fra Tovseden“ paa egne, Kongens og Byens Vegne.

Vilkaarene for denne lempelige Udgang af hans uheldige Bytur fremgaar imidlertid af et kgl. Gavebrev af 31. s. M. til Ribe Hospital paa 200 gi. Daler, som Hr. Morten lovede at betale for Overfaldet.
Dette hjalp en god Del Aar; men efter Hegelunds Dagbog var Hr. Morten 8/7 og 29/7 1597 igen under Tiltale af Lensmanden. Sagens Udfald er dog ukendt.

Hans Optræden er et typisk Bevis paa Renæssancetidens Vrangsider:
Tøjlesløshed, Drik og Raahed i alle Stænder